Alterna

Alterna har købt bygninger i Hillerød

 

 

Efterskolen Alterna har nu fået den længe ventede bekræftelse fra Erhvervsskolen Nordsjælland og kan købe ejendommmen på Milnersvej 44 i hjertet af Hillerød. Det er både en stor lettelse og en enestående mulighed.

Erhvervsskolen på Milnersvej i Hillerød ligger helt ideelt. Kun 1000 meter fra S-togsstationen og nabo til FrederiksborgCentret, hvor alle typer sport kan udøves, samt i gåafstand fra Hillerød centrum. Den tidligere erhvervsskole består af en toetagers ejendom på 1885 m2, og med værkstedhaller er der i alt 4000 m2.

 

Alterna skal ikke lave den helt store renovering eller ombygning for at tage den nye ejendom i brug. Hovedejendommen består af fuldt udbyggede toilet- og badefaciliteter, store klasselokaler, køkken, et kontorlandskab og meget mere.

Bygningerne er i dag industriagtige, men Alterna har planer om at facadeløfte og lave dem hjemlige og hyggelige.

Der er mulighed for at skabe et hyggeligt gårdhavemiljø, med kroge til stilhed og eftertænksomhed og en bålplads til hyggeaftener. Måske bliver der også plads til volley- og basketballbaner.

Indenfor er der rigeligt plads til at lave hyggekroge, og der bliver et cafémiljø, hvor der blandt andet kan hygges, festes og laves gruppearbejde. Der bliver også plads til bordtennis, billard og meget andet. 

De 4000 m2 værkstedshaller vil i første omgang blive udlejet, og først senere vil Alterna tage stilling til, hvad og hvordan denne del skal udnyttes.

Nyt sted, samme skole

Selvom skolen flytter til Hillerød, så er det fortsat den samme skole, der kører videre. Alterna fastholder skoleåret, som det ser ud i dag, med skoleophold, erhvervsarbejde, udlandsrejse og afslutning på  Sommercampen i Mariager.

Forskellen vil være, at den nye placering giver flere muligheder for at Alterna kan udtrykke sin profil. Skolen vil være engageret både i lokale og internationale kirker. Skolens ledelse ser også meget frem til at kunne udfordre eleverne med socialt arbejde, hvor Alterna i samarbejde med for eksempel Teen Challenge kan række ud til de svageste i storbyen.

Alterna er et rigtigt godt afsæt til voksenlivet og kan hjælpe eleverne både til dannelse, selvstændiggørelse og en overbevisning om tro og værdier. Det er et produkt vi kan være stolte af, og som vi vil fortsætte med at tilbyde også i Hillerød.

Status netop nu

På nuværende tidspunkt har godt 30 elever søgt optagelse på det første skoleår på Sjælland. Skolens kommende forstander, Ruben Holmgreen Falk siger: ”Vi er godt tilfredse med elevoptaget, og vi forventer at der vil komme flere elever til, nu hvor vi ved hvor skolen kommer til at ligge. Vi forventer derfor at starte med fuld skole.” 

Ledelsen er i gang med at sammensætte lærerteamet, der skal starte skolen op i Hillerød. Nogle følger med fra Mariager og Alterna har fået mange kompetente ansøgninger. Der har fra flere sider været stor interesse for at få lov til at være med i opstarten på Sjælland, så nu handler det om at sammensætte det helt rigtige team. Teamet bliver offentliggjort på et senere tidspunkt.

Yderligere information:

Kommende forstander Ruben Holmgreen Falk, tlf. 24 85 39 24

Bestyrelsesformand Martin Lorenzen, tlf. 51 18 29 65

Youtube Facebook

© 2015 Alterna | opsætning: wemake.dk

© 2015 Alterna.